Et oplysende, bevægende og nogle gange ligefrem rystende oplæg på gå-hjem-mødet i STOK om kulturmødet mellem Grønland og Danmark set fra indersiden i grønlandsk perspektiv.
Dét, der sidder tungt i mig efter STOK´s Grønlandsmøde er indefra-oplevelser og konsekvenser af årelang undertrykkelse af det grønlandske folk, af grønlændernes måde at være i verden på. Det er dét, som kolonisering og apartheid gør ved mennesker, ikke bare i Grønland men overalt i verden, hvor den foregår.
Helle Skriver indledte workshoppen med at tegne en geografisk ramme og minde om, at den grønlandske befolkning i antal svarer til den bornholmske, spredt ud over et areal, der strækker sig som fra Nordnorge til Marokko. Langt størstedelen af befolkningen bor på vestkysten, og eneste mulighed for at bevæge sig mellem byer og bygder er til vands eller i luften, altid afhængigt af vejrsituationen Dette indebærer blandt andet, at folk må flytte i forbindelse med jobskifte.
Helle arbejder nu på 15. år i "Grønlandske Børn", en 100 år gammel forening, som favner bredt med lokalt forankrede indsatser, målrettet børn og deres familier i samtlige grønlandske byer og bygder, samt i flere større danske byer. Derudover yder foreningen oplysning, som altså blandt meget andet, i form af denne workshop hos os i STOK.
Helle overlod herefter ordet til grønlandsk fødte Henriette Berthelsen, som gav os deltagere en indføring i det grønlandske folks verdensbillede sideløbende med indefra-perspektiver og anekdoter fra sit eget og sin families liv igennem flere generationer.
Henriette tegnede et billede af et holistisk og kollektivt paradigme og mindset, som igennem mange år er blevet gjort forkert og undertrykt af vesterlandsk individualisme, kausalitet, magt og overherredømme.
Den danificeringsproces, som grønlænderne blev påtvunget da Grønland i sin tid blev indplaceret som et dansk amt, påførte alt for mange af dem gennemgribende oplevelser af ikke at være noget værd, - en oplevelse og en selvopfattelse, som er langt mere alvorligt, lang mere indgribende, end andre ligesom jeg selv måske nogen sinde har gjort os klart.
For grønlænderne indebar denne proces, at deres levevis og deres sprog blev undertrykt, deres måde at grine og være sammen på blev gjort forkert, deres løn var væsentlig lavere end danskeres med samme uddannelsesbaggrund, deres unge piger fik opsat spiraler modsat de danske piger i parallelklassen etc., og konsekvensen er endnu i dag, at mange grønlændere oplever sig både forkerte og underlegne i mødet med Danmark og danskere, eksempelvis i sundhedssystemet.
En grønlænder stiller ikke spørgsmål til andre mennesker udsagn og holdninger, mens vi i Danmark skoles i at debattere og diskutere. Traditionelle grønlandske værdier som beskedenhed, hjælpsomhed, ubetinget gæstfrihed, tilbageholdenhed, gavmildhed og glæde kommer til kort, stillet overfor de fremherskende vesterlandske, som modsat handler om at stå frem og synliggøre sig, at tænke på sig selv først, at invitere og lave legeaftaler, at være først/bruge albuerne, at samle penge sammen, at gå på latterkurser for at lære at grine.
Det er nødvendigt med en mental afkolonisering. Det drejer sig om et alvorligt kollektivt traume, og end ikke i dag tales der rigtigt om, hvad der er sket, hverken internt i det grønlandske folk eller mere bredt i rigsfællesskabet. Det er derfor på høje tid at fortælle og lytte til historien, det er på høje tid at grønlænderne får muligheder for at mærke ligeværd og genfinde selvrespekt, - som individer og som folk.
Henriette talte på et tidspunkt om den danske konges motto: "Forbundne, forpligtet, for Kongeriget Danmark". Måske det kunne give god mening i denne sammenhæng?
Afslutningsvis skal det nævnes, at det med stor interesse blandt deltagerne på workshoppen blev besluttet at arbejde videre på ideen om en studietur til en Grønland. Mere herom følger.
Tak til Helle Skriver og Henriette Berthelsen for oplysende, intenst og til tider hjerteskærende oplæg. Og tak til deltagerne for gode spørgsmål og god energi.
- Susanne Johansen